Børn- og familieindsatser
Familiebehandling
Ungestøtten tilbyder familiebehandling som støtte til de familier, hvor barnet viser tegn på dårlig trivsel. Problemstillingerne kan være mange, men oftest ses barnet med udfordringer i daginstitution eller skole. Forældrene kan have et højt konfliktniveau eller problemer med at sætte de rette rammer for barnet og deres forældreskab. Der kan være problemstillinger ift. skolevægring, misbrug, psykiatri og isolation.
Vi arbejder med samspillet – barn og forældre i mellem. Vi inddrager familiens netværk, herunder familie og venner, fritidstilbud, daginstitution/skole og andre fagprofessionelle der har en rolle i barnets liv.
Igennem observationer, samtaler og behandling vil familiebehandleren understøtte forældre i at få de redskaber og resurser der skal til for at de selvstændigt kan håndtere de udfordringer der måtte opstå. Familiebehandlingen foregår oftest i eget hjem og er en fleksibel indsats der kan skaleres op eller ned alt efter bekymringsniveau.
Kontaktperson
Ungestøtten tilbyder kontaktpersonsordning til børn og unge (10 – 18 år) med særligt behov for støtte. Der er oftest tale om børn og unge i sårbare livssituationer, hvor der er behov for en stabil, nærværende og tillidsfuld voksen, der understøtter deres mulighed for læring og udvikling i livet.
Kontaktpersonen vil gennem samtaler, aktiviteter og vejledning støtte barnet eller den unge i deres skolegang og sociale relationer. Der er fokus på at give barnet den unge egne redskaber til at håndtere og indgå i et almindeligt børne og ungdomsliv.
Støttet og overvåget samvær
Ungestøtten tilbyder både støttet og overvåget samvær i de tilfælde hvor det er nødvendigt af hensyn til barnets sundhed og udvikling. Derudover er målet at sikre det bedst mulige samvær mellem barn og forældre.
Ved overvåget samvær er samværskonsulenten til stede i lokalet og observerer alt, hvad der foregår. Det sker for at sikre at barnet ikke lider fysisk eller psykisk overlast fra forældrene. Der udarbejdes en skriftlig observationsbeskrivelse til kommunen efter hvert samvær.
Ved støttet samvær er samværskonsulenten til stede og yder guidning, råd og vejledning under samværet. Målet er at støtte forældrene til at opnå eller udvikle kontakten til deres barn. Efter aftale kan der udarbejdes samværsbeskrivelse til kommunen efter hvert samvær.
Begge typer samvær kan ske i vores egne lokaler i Glostrup eller hos plejefamilien.
Støtteperson til forældre med anbragte børn
Ungestøtten tilbyder støttepersoner til forældre med anbragte børn. Vi hjælper med de spørgsmål og opgaver der kan opstå i forbindelse med at et barn anbringes. Det kan være praktisk og følelsesmæssig støtte, hjælp til at skrive breve eller deltage i møder med kommunen.
Praktisk pædagogisk støtte
Ungestøtten tilbyder praktisk, pædagogisk støtte i hjemmet. Her er fokus på de konkrete handlinger der skal ske i de situationer hvor den enkelte familie har udfordringer. Det betyder, at familiekonsulenten vil være til stede i hjemmet på de tidspunkter, hvor problemet eller udfordringen opstår. Familiekonsulenten vil observere og støtte forældrene i at opnå mere hensigtsmæssige handlemønstre og dermed skabe et godt og udviklende samspil forældre og barn i mellem.